1. maj 2009 tale i 3F Rymarken Århus

Kære Venner!

I dag fejrer vi igen arbejdernes internationale kampdag. En kampdag, der er med til at binde os sammen i kampen for et mere retfærdigt og et mere lige samfund – kort sagt et mere solidarisk samfund.

Og netop solidariteten med hinanden og troen på, at når vi løfter i flok og hjælper hinanden, kan vi nå vores mål, er der måske mere end nogensinde brug for, hvis vi vil ændre kursen i Danmark. Det danske samfund er desværre under den nuværende regering blevet mere ulige, mere opdelt og løsningerne ligger desværre ikke længere i fællesskabet og i solidariteten, men i pengepungens størrelse, hvor overskriften er: Enhver er sin egen lykkes smed.

Fra 2001 til 2006 er antallet af danskere, der lever i relativ fattigdom steget med 55.000 mennesker. Vi oplever, på trods af mange år med stigende vækst, at folk bliver sat på gaden. På samme måde som tidligere talere ved 1. maj for 100 år siden stod og bad om solidaritet med dem, der må gå fra hus og hjem, står vi desværre også her i 2009 med et stigende antal hjemløse, et stigende antal fattige og et stigende antal mennesker, der bliver sat på gaden. Det er kun Lars Løkke, der på den måde er i stand til at smide århundredes økonomiske optur på gulvet. En regering der længe har været styret af et firma, hvis slogan er ”rettidig omhu” burde måske have lyttet mere til firmaets slogan end til manden bag firmaet.

Desværre er de gode tider forbi, og det forventes, at op mod 190.000 vil være ledige i 2011. Seneste eksempel på det, er de mange mennesker på Vestas, der desværre nu må se sig om efter et andet arbejde.

Og hvad er regeringens svar på den finansielle krise: Endnu en skattelettelse til gavn for de rigeste. Jeg er godt klar over, at det ikke ligger Lars Løkke fjernt at bruge offentlige kroner på tant og fjas, men skattelettelser til ferierejser for de allerrigeste er altså ikke løsningen i en krisetid. Jeg var derfor også glad for at få lejlighed til at deltage i 3F’s kampagne mod skattereformen. Lad os sammen give hinanden hånd på, at når vi får en anden regering, så skal det være slut med skattelettelser til de rige, nu skal der fokuseres på samfundets svageste.

En ting har vi dog fået ud af 8 år med den nuværende regering. Venstre havde engang et slogan, der lød: ”Venstre ved du, hvor du har”. Dette kan også overføres på DF. DF har vi trygt og sikkert placeret i lommen på Lars Løkke. Vi skal huske på, at privatiseringen af vores sundhedsvæsen og ældrepleje, krigen i Irak og skattereformen aldrig var blevet til noget, hvis ikke DF havde lagt stemmer til. DF slår sig op på, at de er det nye midterparti, der kan sikre velfærdssamfundet, men sådan stemmer Pia og hendes parti bare ikke i folketingssalen. Ligesom med Stein Baggers store luftkastel, IT-factory, har Dansk Folkeparti for længe fået lov til at snakke udenom uden, at der egentlig er nogen, der har gået dem efter i sømmene.

Jeg læste for nyligt, at Dansk Folkeparti var bange for at tale 1. maj, fordi de var bange for at blive buet ud. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for hvis der skal findes to klare modsætninger, så er det 1. maj og Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har intet at gøre med den solidaritet, som 1. maj er et udtryk for.

Derfor synes jeg, at vi skal markere denne 1. maj med, at det skal være slut med, at DF bare kører på frihjul. DF skal holdes ansvarlig for sammen med regeringen at have forringet vores velfærdssamfund og ført Danmark i krig. De skal holdes ansvarlig for, at de gang på gang har valgt privat profit til og velfærdssamfundets fællesskab fra.

Men vi får jo ikke en ny regering ved, at en sur gammel mand fanget i en ung mands krop står her på talerstolen og brokker sig. For at få en ny regering skal vi ikke bare kritisere og kritisere, men vi skal tage vores opgave alvorligt og komme med løsningerne på de store problemer der desværre møder verden og Danmark. Lad mig derfor nævne nogle områder, hvor jeg synes, at vi som samlet arbejderbevægelse skal vise, at der er et alternativ til regeringen.

Forleden dag kunne man i avisen se sundhedsminister Jakob Axel Nielsen sidde trist på en trappesten under overskriften: ”Jeg ved egentlig ikke, hvad der skaber mest lighed i sundhed”. Og ja, der må man give sundhedsministeren ret, det gør han tydeligvis ikke. Men lad os hjælpe sundhedsministeren lidt.

For det første: Det skaber ikke mere lighed, at regeringen har gjort private sundhedsforsikringer fradragsberettigede. Ikke alene mister vi hvert år 700 millioner kroner fra vores fælles statskasse, vi lader samtidig pensionister, kronisk syge og arbejdsløse betale for, at især de rigeste og dem med længst udannelse kan få en privat sundhedsforsikring.

For det andet: Det skaber heller ikke mere lighed, at regeringen har favoriseret privathospitalerne, således at de får overbetaling for deres behandlinger. Penge der kunne være brugt på de svageste i vores offentlige sundhedsvæsen.

For det tredje skaber det heller ikke mere lighed, at lægerne favoriserer dem, der betaler med en privat sundhedsforsikring, mens de svageste må vente på behandling i det offentlige.

Lad os derfor sammen stille tre krav til sundhedsministeren:

•  Drop fradraget på de private sundhedsforsikringer
•  Lad os stoppe favoriseringen af privathospitalerne
• Og lad os sikre, at ingen kan komme foran i køen til speciallæger

Lad os sikre den lige og frie adgang til sundhedsvæsenet og dermed et sundhedsvæsen, der behandler folk ud fra, hvor syge de er, og ikke hvor rige de er.

Men vi må ikke stoppe der. Når lagerarbejderen i gennemsnit dør syv år tidligere end direktøren, så er der altså ikke lighed i sundhed. Folkesundheden lider under, at sundhedsministeren bare sidder på sine hænder og ingenting gør. Derfor må vi tage fat. Er det logisk, at en agurk koster det samme som 2 liter cola? Hvis vi vil noget med sundheden, skal vi have råd til at leve sundt. En momsdifferentiering, hvor vi gør det usunde dyrere og det sunde billigere, er derfor en oplagt mulighed. Det handler ikke om at leve som sundhedsapostle, nej, det handler om at gøre det sunde valg nemt og billigt, så også de, der har mindst, har råd til at leve sundt.

Et andet problem, der frustrerer mig grænseløst er, at vi gang på gang kan se eksempler på, at vi ikke behandler ældre mennesker med respekt, fordi vi ikke bruger de penge, der sikrer en ordentlig pleje til de ældre.

Og nej Lars Løkke, pengene skal ikke bruges på ubrugelige fritvalgsordninger, der poster pengene i flere ringere private udbydere af plejen. Pengene skal gå direkte til den pleje vi som samfund giver de ældre.

Og nej Pia Kjærsgaard, løsningen er ikke bare populistiske ældrechecks, der skal lefle for de ældre. Løsningen er at bruge de penge på plejepersonalet, så de kan tage sig af vores svageste og fattigste ældre. De ældre har brug for den hjælp og den pleje, som de har fortjent, efter at de igennem hele deres lange og hårde arbejdsliv har bidraget til vores samfund. Ældre skal behandles med den respekt, som vi selv gerne vil behandles med.

Vi skal i det hele taget holde op med at betragte det at blive ældre som noget, der er ensbetydende med kun at blive svagere. Ældre har fx mere erfaring. En erfaring som os, der er lidt yngre, kan få en masse ud af. Det er derfor også trist, at flere arbejdspladser presser ældre medarbejdere til at forlade arbejdsmarkedet alt for tidligt. Skulle vi i stedet ikke se på ældre medarbejdere som en gevinst, der kan give rigtig meget erfaring videre? Jeg synes, at det var oplagt, at vi laver en seniorordningsfond på samme måde som vi har en barselsfond – jeg ved godt, at sammenligningen her kan virke lidt underlig. Men en seniorordningsfond gør det muligt for arbejdspladserne at rumme, at ældre medarbejdere går ned i tid, men samtidig bliver i arbejde og giver deres rige erfaringer videre. Jeg ved også godt, at ikke alle ældre vil have helbredet til det, men de, der har lysten og helbredet, skal have lov til at bidrage til vores samfund lige så længe, som de har lyst og kræfter til det.

Kære venner vi står i en økonomisk krise, hvor statsministeren har siddet på sine hænder så længe, at de snart er helt hvide. Mens USA har postet rigtig mange milliarder i en investeringsplan til offentlige renoveringer, og mens vores skoler, børnehaver, ældrecentre osv. står og forfalder, hvad gør Lars Løkke så? Han deler penge ud til badeværelsesudvidelser.

Mantraet er stadigvæk: Ingen over og ingen ved siden af privatforbruget. Skidt med de fælles løsninger og investeringer, der vil sikre, at børnene ikke skal på toilet i skolegården, at toiletterne på ældrecentrene får en størrelse, så hjælpemidlerne kan være der, og at børnehavernes legepladser bliver fornyet og ikke bliver til rene dødsfælder.

Indtil vi har fået renoveret vores offentlige bygninger, må vi altså gnubbe hinanden på ryggen i andre rum end badeværelset!

Når vi skal stemme om grundlovsændring d. 7. juni burde vi måske ved den lejlighed sikre os, at finansministeren for fremtiden hedder Mogens Lykketoft, så arrogante jubelliberalisters økonomiske politik ikke får held til at smadre det velfærdssamfund, som vi alle holder så meget af, og som hver 1. maj er omdrejningspunktet for vores budskab om solidaritet i det danske samfund.

I det hele taget har vi brug for en ny regering, der ikke siger: ”Det var sørme synd, at du blev arbejdsløs, det er din egen skyld”. Når der bliver flere ledige i tusindvis, skal jobcentrene være et sted, hvor vi løfter i flok, og ikke som i dag, hvor arbejdsmarkedspolitikken for regeringen bare handler om at straffe fagbevægelsen.

Men mest af alt, kære venner, har vi brug for hinanden. Vi har brug for, at vi udnytter, at vi er en bevægelse, en samlet arbejderbevægelse, hvor ingen er større end vores fælles bevægelse. Vi skal have debatten ud på arbejdspladserne, ud til naboerne og ud på gaden. Kun hvis vi alle sammen gør en indsats, kan vi få en ny regering. En regering der vil det fælles og tager ansvar for det fælles. Kun sådan tager vi hånd om de svageste, der har allermest brug for det, og alene sådan giver vi hinanden det solidariske samfund vi alle fortjener.

Rigtig god 1. maj!