Dansk Folkeparti svigter de svageste
Otto Ohrt
Folketingskandidat for Socialdemokraterne,
Paludan Müllers Vej 44, Århus
Mange sundhedsfaglige eksperter har i de seneste måneder påpeget, at skattefradraget på arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer har øget antallet af private sundhedsforsikringer. Det har gjort, at der er blevet skabt A- og B-hold i det danske sundhedsvæsen, når forsikrede patienter kan springe køen over.
Regeringens egen skattekommission foreslog derfor også at afskaffe fradraget på sundhedsforsikringerne, men alligevel blev det ikke en del af skattereformen. Man får nemt den tanke, at regeringens mission ikke er social ansvarlighed, men et stædigt korstog for øget privatisering. Noget tyder på, at missionen er ved at lykkes. I hvert fald er det at drive privathospital så god en forretning, at Ugebrevet A4 for en måned siden kunne vise, at nogle læger i privat regi kan tjene godt 10 millioner kroner om året. Som en yderligere konkurrencefordel for privathospitalerne dokumenterede Århus Stiftstidende den 19. marts, at det er de offentlige sygehuse, der ofte skal træde til, når behandlingerne går galt på privathospitalerne.
At regeringen er på en ideologisk mission, er ikke nogen overraskelse, men det, man skal huske på, er, at det er Dansk Folkeparti, der er bannerfører i dette korstog. I Dagbladet Information kunne man den 13. marts læse, at Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, at Dansk Folkeparti har sikret, at det ikke kun er direktøren, der kan få en privat sundhedsforsikring, men at mange flere danskere kan blive forsikret. Ja, Dansk Folkeparti er ligefrem af den opfattelse, at det har skabt øget lighed i sundhed.
Jeg tillader mig at spørge: Skaber det øget lighed at lade skatteborgerne betale regningen for en forsikring, der på forhånd udelukker pensionister, kronisk syge og arbejdsløse, men samtidig lader netop dem betale som skatteborgere? Er det ansvarligt, at 600 millioner danske skattekroner skal gå til, at nogle kan få en privat sundhedsforsikring og springe køen til behandling over, mens andre ryger endnu længere bagud?
For mig er svarene på de to spørgsmål et klart nej. Mens en samlet opposition længe har villet fjerne fradraget på de private sundhedsforsikringer, så svigter Dansk Folkeparti de svageste og mest udsatte grupper i vores samfund. Dette viser endnu engang, at Dansk Folkeparti, når aftalerne skal indgås, ikke tænker på de svageste, men igen er med til at holde hånden under en borgerlig liberal regering, der i sin ideologiske mission er ligeglad med den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet.
![]() |
Her får du opdateringer om aktiviteter i valgkampen SMS 'S OTTO' og send sms til 1241 |
![]() |
SMS 'SOCIALDEMOKRAT' og dit navn til 1241* og støt et nyt flertal. Et medlemskab koster ca. 400kr. årligt |



