Dansk Folkepartis opfindelser

Bragt i Århus Stiftstidende den 19. februar 2010

Det måtte jo ske igen. I stedet for at arbejde på løsninger af de problemer, der har reel betydning for danskernes dagligdag - i flæng kan nævnes, finanskrise, arbejdsløshed og en synkende skude af et sundhedsvæsen - går Dansk Folkeparti til kamp mod endnu et ikke-eksisterende problem. Denne gang gik det ud over skolebørn, der ikke taler dansk i skolegården. Som Marlene Harpsøe, DFs uddannelsesordfører, udtaler til Politiken: »Hvis et barn gentagende gange overtræder reglerne om at tale dansk, så kan jeg sagtens forestille mig, at det kunne give en times eftersidning«. Tidligere på året har det været de forsvindende få burkaklædte kvinder, der har fået på puklen, eller de mange vuggestuebørn, der skulle tvinges til at spise frikadeller og leverpostejmadder. Pointen har dog hver gang været den samme: I mangel på løsninger på reelle problemer opfinder Dansk Folkeparti et problem, som de så på en aggressiv måde forsøger at score nogle billige point på. At befolkningsgrupper i Danmark i samme omgang fremmedgøres, og at integrationen lider tilbagetog, er der åbenbart ingen hos DF, der bekymrer sig om.

Denne gang kan det gennemført usympatiske forslag dog måske få et par af DFs mere historisk bevidste folketingsmedlemmer op af den slumrende stol. Når Søren Krarup og Jesper Langballe næste gang slår op i deres historiebøger, skulle de måske notere sig det faktum, at DFs forslag er set før i Danmark. Under den tyske besættelse af Sønderjylland fra 1880-1920, havde tyskerne et hårdt håndhævet forbud mod at tale dansk i skolerne i Sønderjylland!

De ”stakkels” danske børn, der både kan dansk, engelsk, tyrkisk, tysk og arabisk må leve med, at deres mange sprogfærdigheder bliver større og større, og at de om nogen år er klar til at kommunikere i en verden, hvor der aldrig før har været så meget brug for folk, der kan tale forskellige sprog og forstå forskellige kulturer. Så mens Dansk Folkeparti forsøger at genindføre regler fra det 19. århundrede og i desperation over manglende idéer opfinder problemer, der ikke eksisterer, vil vi andre i stedet se på de mange ressourcer børnene i Danmark har. Ressourcer der vil skabe langt større opfindelser og velfærd end Dansk Folkepartis symbolpolitik