Den falske patientforening

Bragt i Information 1. august 2009 Af

Anders KühnauAnders Kühnau
Regionsrådsmedlem og politisk ordfører
Stifter af initiativet Lighed i Sundhed
Plantagen 17, Horsens
Otto OhrtOtto Ohrt
Folketingskandidat for Socialdemokraterne
Stifter af initiativet
Lighed i Sundhed
Skovvejen 46K, Århus

Dagbladet Informations tema i den seneste tid om de europæiske patientforeningers tætte bånd til bl.a. medicinalindustrien kunne passende udvides til et fokus på en af de danske patientforeninger, som i virkeligheden slet ikke burde kalde sig en patientforening.

”Patientforeningen” er således navnet på en forening, som hævder at repræsentere alle patienter i Danmark, men i virkeligheden er de blot et talerør for de danske privathospitaler. Det ses bl.a. ved en gennemlæsning af foreningens medlemsblad, der bugner af annoncer fra privathospitalerne, og det ses på foreningens hjemmeside og i den offentlige debat, hvor Patientforeningen konsekvent taler privathospitalernes sag, samtidig med at den i et væk kritiserer det offentlige sundhedsvæsen. Patientforeningen hed da også indtil 2007 ”Privathospitalernes Venner”, hvilket må siges at være et mere passende navn til foreningen.

Foreninger, der kalder sig patientforeninger, bør efter vores opfattelse ikke have præferencer for eller imod private eller offentlige hospitaler, men bør alene repræsentere og forsvare patienternes interesser og rettigheder. Patienter har krav på en ordentlig behandling uanset, om det foregår i det offentlige eller i det private, og der findes ingen dokumentation for, at behandlingen på privathospitaler er bedre, end den der tilbydes i det offentlige.

Der findes heller ingen opgørelser, der viser, at hovedparten af patienterne ville foretrække et privat sundhedsvæsen frem for et offentligt. Det ville da også være paradoksalt, hvis Danmark privatiserede hele sygehusvæsenet i en tid, hvor det private amerikanske sundhedsvæsen trues af kollaps, hvilket har fået præsident Obama til at fremlægge planer om en reform, der skal udvide den offentlige sygehusdækning.

Vi er ikke kategorisk imod privatisering i sundhedsvæsenet, og vi er ikke uenige med Patientforeningen i, at danske patienter skal tilbydes et frit sygehusvalg. Det er en fornuftig rettighed, der tvinger alle hospitaler til at gøre deres absolut bedste for at tiltrække patienter. Men vi er uenige i, at privatiseringen fører til bedre behandling og dermed kommer patienterne til gode. Vi er endvidere stærkt bekymrede for, at en stigende privatisering kan medføre en større ulighed i sundhed, som den vi ser i USA, hvor meget store dele af befolkningen i dag helt er afskåret fra hjælp i et privat sundhedssystem, hvor de svageste ikke kan forsikre sig imod sygdom.

Et godt og sundt hospitalsvæsen bør efter vores opfattelse som minimum være offentligt finansieret, og vi ser gerne, at det er det offentlige sygehusvæsen, der også i fremtiden udgør rygraden i det danske sundhedsvæsen.

Læs artiklen på Informations hjemmeside: http://www.information.dk/198987

Tilmeld dig Aktivist-SMS
sms Her får du opdateringer om aktiviteter i valgkampen
SMS 'S OTTO' og send sms til 1241

Meld dig ind
dk
SMS 'SOCIALDEMOKRAT' og dit navn til 1241* og støt et nyt flertal.
Et medlemskab koster ca. 400kr. årligt

Arrangementer